I dette blogindlæg ønsker jeg at fortælle dig, hvad en rotteræser er.

For du ønsker ikke at være en rotteræser.

Det ved jeg, fordi jeg kender rotteræser-mentaliteten ind og ud. Og jeg ved og har mærket på egen krop, at prisen for at være en rotteræser uge efter uge, måned efter måned og endda år efter år er høj.

For når rotteræseren sidder bag rattet og styrer dig igennem livet, går det hæsblæsende stærkt. Rotteræseren kører fokuseret derudaf med målet for øje.

Men turen føles bestemt ikke behagelig for dig, når du sidder på passagersæddet. Det gør dog ikke så meget. For din rotteræser-chauffør fortæller dig nemlig, at når du når målet, SÅ bliver det godt. Og enhver smerte du må have påført dig på vejen derhen vil selvfølgelig være det hele værd, når først den store belønning indtræffer.

Men det er desværre ikke sandt.

Lad mig fortælle dig en lille historie.

Så du bedre kan forstå, hvordan en rotteræser tænker og handler, og hvorfor det er så problematisk at gå igennem livet på denne måde.

For jeg ønsker sådan for dig, at du ikke skal begå de samme fejl, som jeg har begået.

Historien tager udgangspunkt i 20-årige Ditte.

På daværende tidspunkt boede hun i en lejlighed i Aarhus.

Imens hun studerede psykologi på universitetet (som i sig selv var en stor mundfuld), jonglerede hun også med mange andre bolde.

Hvis du dengang så Dittes – altså min – kalender, ville du lynhurtigt afkode, at her var der tale om et virkelig højt aktivitetsmønster, som ville gøre de fleste forpustede.

Når jeg engang imellem talte i telefon med min mor, husker jeg, at hun ofte sagde: ”jeg kender INGEN, der når så meget som dig, Ditte”.

Og det tror jeg faktisk heller ikke, at jeg selv gjorde.

Rattet var overladt til min rotteræser, og den drev mig frem og sikrede, at at jeg altid var i gang med at tjekke næste ting og næste præstation af på to-do-listen, i gang med at forbedre og udvikle mig, i gang med at optimere noget i mit liv, i gang med at opnå et fremtidigt mål.

Ingen skulle i hvert fald kalde mig doven (heller ikke mig selv). 

Når min mor eller andre, som så mit liv udefra, sagde noget lignende, kan jeg huske, at det gjorde mig en smule stolt. Jeg ville gerne opfattes som en, der havde meget overskud.

En der var selvdisciplineret, fyldt med energi, ambitiøs, arbejdsom og én, der virkelig formåede at udnytte døgnets 24 timer maksimalt.

Jeg husker det egentligt som om, at min omverden og folk omkring mig fodrede min indre rotteræser med at møde mig med sætninger som:

”Ej hvor sejt”

”Det er imponerende, hvordan du når så meget”

”Hvordan finder du dog overskuddet…?”

I dag ved jeg, at det jeg i virkeligheden havde brug for, at nogen havde gjort, var:

At sætte en kæp i mit hjul. Blokke bremsen.

Hjælpe mig til at sætte kærlige grænser for mig selv, når jeg nu ikke var så god til dette.

At de havde vist og fortalt mig, at jeg var god nok, som jeg var, også når jeg ikke udrettede noget. At jeg ikke var mindre værd, hvis jeg slappede lidt mere af.

Jeg har helt sikkert også mødt bekymrede kommentarer. Kommentarer som “husk nu at passe på dig selv”.

Men jeg så ikke selv faresignalerne (eller det gjorde jeg faktisk indimellem, men jeg forstod ikke alvoren i det). Jeg elskede jo for det meste mit travle liv.

For hey, det kan jo også være fedt, at have travlt og have mange bolde i luften at jonglere med.

Hvis vi er beskæftigede med ting, vi brænder for og er motiverede af, så kan det jo sagtens føles som om, vi virkelig er i flow, og det giver den der fede følelse af virkelig at rykke fremad.

Det kender du sikkert også fra dig selv?

Men der er bare et problem.

For følelsen af at være i ”flow” og have travlt på ”den gode måde” kan SÅ let kamme over til at være et hæsblæsende rotteræs, hvor det fremtidige mål blænder os, så vi ikke husker at være nærværende på vejen derhen. Vi kan så let komme til at ignorere eller endda acceptere den ”skade”, vi påfører os selv hver eneste dag, vi er i ræset.

Lad mig forklare dig, hvad jeg mener med skade. Med skade mener jeg den pressede tilstand vores krop og nervesystem ofte er i.

Når vi kører derud af med 120 km/t over en længere periode, så nedprioriterer vi let:

  • Hvile
  • Søvn
  • Pauser
  • Ordentligt kost (og ikke bare sukker og hurtig energi)
  • Motion og bevægelse

I ræset overhører vi altså ofte vores krops signaler. Vi udholder pres og kan føle os stressede i større eller mindre grad.

For rotteræseren som vi har overladt rattet til hvisker jo: “bare tag én dag mere, og så én dag mere, for belønningen i den anden ende, vil være meget større end summen af de skader, du påfører dig selv undervejs”.

Men der er bare et (stort) problem.

Vores forventninger til et fremtidigt udbytte (den følelse vi jagter) bliver sjældent, som vi forventer det. Vores hjerne laver nemlig flere fejl når vi forsøger at skabe en forventning om, hvordan det mon vil føles, når vi når det mål vi har sat os.

Det skyldes primært en fejl, der inden for psykologien kaldes for the impact bias.

Impact bias handler om, at når vi prøver at forudsige hvordan en fremtidig begivenhed vil få os til at føle (hvor “lykkelig” vi vil blive), så har vi en ubevidst tendens til at overestimere både lykkefølelsens intensitet og varighed.

Lad mig give et eksempel:

Jeg skal købe et nyt hus.

Jeg prøver at skabe nogle indre billeder og forestille mig, hvor glad jeg bliver, når det endelig er blevet tid til at bo i det nye hus. Jeg er måske ikke helt tilfreds med det sted jeg bor nu, og forventer derfor, at det nye hus vil gøre mig virkelig glad.

Jeg får sådan en fornemmelse af, “at når først jeg bor der, så falder alt ligesom i hak og jeg vil generelt være gladere fremadrettet end jeg er nu”..

Nu kommer tiden til at jeg flytter ind.

Jeg oplever nu, at jeg da er glad (men også, at det har været utroligt hårdt at flytte). Måske kommer den der helt intensive glædesfølelse egentligt ikke?Og hvis den gør, så er den ret hurtigt væk igen.

Det der sker er, at jeg tilpasser mig hurtigt til de nye omstændigheder, og det korte opsving på lykkekontoen finder efter kort tid sit normale leje igen.

Nu ved du hvad impact bias er, og at det er medvirkende til, at når vi forsøger at forudsige vores fremtidige lykke (hvor glade vi er), så kommer vi ubevidst til at:

  1. Overestimere den fremtidige glædes intensitet.
  2. Overestimere den fremtidige glædes varighed.

Med dette in mente, vil jeg vende tilbage til rotteræseren.

Som jeg ser det er der primært er to årsager til, at rotteræserens strategi er problematisk:

  1. Den følelse af glæde, lykke, tilfredshed, stolthed (eller hvad end det er vi er på jagt efter) er både mere kortvarig og mindre intens end vi havde forventet (bl.a. grundet the impact bias).
  2. Når målet er nået, vil et nyt mål hurtigt erstatte det forrige og dermed starter et nyt ræs.

Kan du se mønstret?

Det er problematisk at, når vi afslutter et rotteræs, så overtager det næste ræs straks og vi bliver fokuseret på det næste vi skal. Og ydermere bliver den forventede “belønningsfølelse” (der jo skal retfærdiggøre de “skader” vi har påført os selv undervejs) ikke som forventet.

Så derfor starter en ny jagt, og endnu en periode hvor vi ikke behandler os selv særlig godt.

For i et rotteræs er der jo ikke meget nærvær i nuet, nærvær med dig selv eller glæde i hverdagen. 

Så nu vil jeg rigtig gerne spørge dig:

  • Hvem kommer og sætter en kæp i hjulet hos dig?
  • Er der brug for, at du fyrer din indre rotteræser som chauffør?
  • Hvad kan du gøre for at få mere nydelse (og omsorg for dig selv) ind i dine “ræs” og pressede perioder?

Vil du dykke mere ned i lykkepsykologien (som du her har fået en smagsprøve på) og lære hvad din lykke består af, hvilke dele du kan påvirke, hvordan du gør det og hvordan undgår de øvrige fejl, som gør at vi spænder ben for vores egen lykkefølelse, så kan du kigge nærmere på mit online foredrag Luk Lykken Ind, hvor jeg deler alle guldkornene med dig.

Sådan takler jeg min egen rotteræser i dag

Min egen indre rotteræser bor stadig inde i mig et sted. Men den er ikke chauffør mere.

For de sidste mange år har jeg virkelig arbejdet med mig selv (og det indre arbejde og udviklingen stopper jo aldrig). Jeg har arbejdet dybt med at ændre mine vaner, tanker, mønstre og strategier.

Det betyder, at jeg i dag er nået dertil, at jeg let genkender når min rotteræser forsøger at overtage rattet (og det forsøger den altså indimellem).

Men jeg har nu både den nødvendige viden og de konkrete redskaber, som gør mig i stand til at tage kontrollen tilbage og selv tage styringen.

For jeg har lovet mig selv, at mit liv aldrig mere skal føles som et rotteræs, og jeg er færdig med at lade unødig stress og pres stjæle alt det gode, som jeg ved at livet har til mig. 

Så hver dag minder jeg mig selv om:

  • At det er okay at gøre mindre og være mere
  • At bifalde langsomhed fremfor fart
  • At jeg er 100 % god nok, selv når jeg trækker mig fra ræset

Mit eget “wake up call” (og starten på mit opgør med rotteræseren) fik jeg i 2013, efter at jeg i længe havde udsat mig selv for langvarig stress, med store søvnproblemer og en krop der sagde fra til følge. Denne (ærlige) historie, og hvordan jeg kom videre derfra, deler jeg her.

Har du brug for også at skifte kurs i dit liv? Og finde tilbage på den rette vej for dig? Den vej der føles mere rigtig for netop dig, og som er en langt mere selvkærlig og god vej at gå på? Så vil jeg gerne invitere dig til at kigge på forløbet Selvsikker Kerne