Et kort ord på blot tre bogstaver.
Et ord, der betyder utrolig meget for mig, og som har skabt stor forandring i mit liv.
Et ord, der kan skabe en gennemgribende forandring i DIT liv, hvis du også tør, at integrere de tre bogstaver i dit liv.
Det vi skal snakke om er MOD.
Hvis du kender mig lidt, ved du, at jeg taler meget om nærvær. Og nærvær og mod hænger unægteligt sammen. Lad mig forklare dig hvorfor, og hvorfor mod er en afgørende, hvis du skal lykkes med at skabe de forandringer du længes efter, og skabe det liv, som er det mest rigtige og meningsfulde for dig.
Slå autopiloten fra
Når vi øver os i at blive mere nærværende i vores liv, befinder vi os i en proces, hvor vi igen og igen øver os i at mærke, hvordan vi egentligt har det.
Det kan være, at vi et par gange om dagen formår lige at slå ”autopiloten” fra og tage en lille pause, hvor vi blot er til stede og trækker vejret.
Når du “tjekker ind” med dig selv, kan det være du bliver du opmærksom på din krop. Måske opdager du, at du spænder i skuldre og nakke, at du er træt, føler dig udkørt eller måske har en underlig klump i maven eller brystet. Måske du bare føler dig let og afslappet.
I disse øjeblikke kan det også være, at du bliver opmærksom på særlige tanker eller følelser, som du ellers ikke havde lagt mærke til, mens du havde den naturlige autopilot slået til – som vi mennesker oftest har.
Det kan være følelser af glæde, tristhed, utilstrækkelighed, jalousi, vrede, ensomhed, rastløshed.. tankerne kan være alt mellem himmel og jord: ”hvorfor er jeg ikke rigtig glad, det burde jeg jo være..” eller ”jeg klarer ikke endnu en stresset dag på arbejde..”.
Tag et pusterum med bevidst nærvær
En af grundtankerne i mindfulness, som stammer fra østasiatisk filosofi er, at det kan have mange gavnlige effekter at træne denne form for ”bevidst nærvær”, hvor man et øjeblik slår autopiloten fra, og blot er bevidst nærværende med sig selv, sin krop, sine tanker og følelser.
Det er ikke et krav, at du skal sidde og meditere dagligt i skrædderstilling, for at kunne træne dit bevidste nærvær. Det kan blot være 3 minutter på jobbet, hvor du lige tager et pusterum og retter opmærksomheden på din krop.
De følelser du har, vil alle sætte sig som kropslige symptomer og ved at lægge mærke til dem, kan du bruge dem på en positiv måde, idet de kan guide dig i forhold til, om ”du er på rette spor”/”om du er okay” eller om du derimod ”ikke er okay”, og der er noget der kalder på, at du tager hånd om det.
Din krop lyver sjældent for dig, og hvis du kan mærke, at du har en ubehagelig fornemmelse i maven, eller at du er anspændt og føler dig træt eller stresset, ja så er det en god ide lige at stoppe op og undersøge nærmere, hvad grunden hertil kunne være, og hvad det er, ”der føles lidt off?”
Det du mærker, “er der allerede” (og derfor må du ikke kæmpe imod dine følelser)
Hvis du går nysgerrigt til værks, og med en ”ikke-dømmende indstilling”, kan du blive klogere på, hvad der er på spil. Tænk på, at den følelse eller de tanker, der fylder ”allerede er der”, så du skal ikke forsøge at skubbe dem væk, men blot acceptere, at de allerede er der, og se nysgerrigt på dem.
Hvis du oplever positive kropsfornemmelser, følelser og tanker er det jo bare super godt. Så lægger du blot mærke til dem og nyder dem, og den energi de må give dig.
Mærker du ubehagelige eller negative kropsfornemmelser, tanker og følelser er et vigtigt skridt, at du ikke forsøger at undgå dem. ”De er der allerede”, og du hverken kan eller skal forsøge at feje dem ind under gulvtæppet. Jo mere du giver dem plads til at være der, jo hurtigere vil de også aftage igen.
Hvis du opdager, at noget ikke er godt for dig
Når du øver dig i at være nærværende i dit liv, øver du dig på at lytte til din krop, følelser og tanker. Du bliver så at sige bedre til at være til stede med dig selv og mærke efter. Mærker du, at din krop forsøger at fortælle dig noget, og at dine tanker og følelser er ubehagelige, kan det være, at det går op for dig, at der er ting i dit liv du godt kunne tænke dig at ændre.
Ting som ikke er gode for dig, og som ikke gør dig glad. Det være stort som småt: et job der stresser dig og suger al din energi, de overflødige 5 kg som du gerne vil af med, et forhold der ikke længere er godt for dig, at du trænger til at være med kærlig overfor dig selv, noget i dit hjem du godt kunne tænke dig at lave om, en drøm om at komme ud at rejse, et ønske om at komme af med lavt selvværd eller noget helt andet..
Som jeg ser det, har du nu to valgmuligheder fremadrettet:
o Mulighed 1: Du kan passivt fortsætte uændret og gøre som du plejer
o Mulighed 2: Du kan aktivt beslutte dig for, at du vil skabe en forandring
Vælger du mulighed 1, kan du være helt sikker på, at du vil få de samme resultater som du plejer at få… Når vi gør det samme som vi plejer må vi også forvente at få det samme ud af det som vi plejer.
For at nå til, at du kan sige JA til mulighed nr. 2 kræver det, at du først har formået at være nærværende med dig selv. Det kan være over en længere periode, over et par dage hvor du har mærket efter i din krop og givet plads til tanker og følelser, eller blot 3 minutter hvor du har taget et pusterum.
At skabe forandringer starter med nærvær
Hvis vi ikke formår at være nærværende med os selv, er det svært at skabe forandringer. For hvis du ikke er nærværende med dig selv, og ”det der er”, vil du heller ikke have mod til at gøre noget andet. Når du er nærværende med dig selv, kan du mærke, at der kan være områder af dit liv, hvor du gerne vil være et andet sted.
For at komme et andet sted hen har du brug for mod. Du skal turde at træde over i mod og turde være nærværende i det mod. Du skal turde at træde over i det, du kan mærke giver mening for dig, og turde nærme dig det, du gerne vil.
Mod til at træde ud i det uperfekte
Der findes ingen klar definition af hvad mod er. Mod kan f.eks. handle om, at acceptere, at der er en frygt forbundet med at gøre noget, og så gøre det alligevel.
Det kræver mod at begynde at gøre noget andet, end det vi plejer. Det kræver mod at træde over i ”den nye del af mig”, hvor det er okay, at turde at vise f.eks. sårbarhed, og hvor det er okay at sige fra. Det kræver mod, at smide tanken om ”hvem du bør være” på gaden. Det kan føles grænseoverskridende at smide ”burde” på gaden, og kigge på hvem du er inderst inde.
Hermed mener jeg, at hvis du tør følge ”den du er indeni” så tør du også gå med det, som føles sandt for dig og som giver mening for dig. Mod handler også om at turde at træde ud i det uperfekte. Mod handler om at turde at træde ud i det, der er usikkert og ukendt.
Hvad fortæller din indre kritiske stemme dig?
Du vil helt sikkert opleve, at gamle tanker kan dukke op, når du prøver at være modig. Tanker om, “at du ikke kan klare det”, at “du ikke er god nok”, at “du ikke må fylde for meget”, at “du ikke må tænke så meget på dig selv” – eller lignende.
I denne situation kan det hjælpe dig at huske på, at tanker er mentale konstruktioner og ikke sandheden (selvom de til tider kan føles sådan).
Forestil dig gerne, at der sidder en lille mand (eller pige) på din skulder, og det er denne figur, der kan finde på at sige til dig, “at du aldrig vil lykkes med det”. Denne lille mand hænger fast i fortiden og vil forsøge at fortælle dig, at du ikke kan.
Den stemme har altid mange årsager til, hvorfor du ikke skal tro på, at du kan lykkes med det du gerne vil. Men det betyder ikke, at du skal tro på den.
Der er altid et alternativ til tanker, så bestem dig for, at du ikke vil give disse tanker magten, men at du i stedet vil formulere nogle alternative tanker, som den lille mand på modsatte skulder kan sige til dig, når du er i de situationer, hvor du skal begynde at gøre noget andet end det, du plejer. Skriv gerne nogle gode hjælpesætninger ned, som du kan tage frem og kigge på. Sørg for at du altid har en hjælper, der sidder på dine skuldre og som har ja-hatten på.
Hvad kræver det af os at være modige?
Når du skal til at være mere modig, kræver det først, at du tør sænke paraderne lidt og på en omsorgsfuld og ærlig måde spørger dig selv:
”ønsker jeg mig reelt noget andet i mit liv?”.
Er der nogle områder af dit liv, hvor du eksempelvis gør nogle ting, som du egentligt ikke har lyst til eller som ikke længere nærer dig eller gør dig glad? HER har du mulighed for at skabe forandring.
Når du har mod til at sige at, ”jeg er mig, og jeg rummer mig, med alt hvad jeg er, og jeg handler ud fra det jeg mærker er sandt for mig, og det er okay”, så giver det dig nemlig en følelse af frihed.
Hvad sker der når vi holder modet tilbage?
Hvis du holder dit mod tilbage, og ikke tør skabe de forandringer du reelt set ønsker dig, så kan du gå glip af en masse skønne oplevelser i dit liv.
Hvis du går og gør en masse ting, som ikke er dig og som du egentligt ikke har lyst til, er du ikke helt nærværende med dig selv.
Men der er også noget trygt ved at blive i det ”sikre” og udskyde de vigtige forandringer. Når vi bliver i det kendte, og gør som vi plejer er vi nemlig inden for vores komfort-zone. Og som navnet antyder, er det komfortabelt at være her. Trygt og velkendt.
Men når vi skal træde over i vores mod, for at skabe forandring, er vi nødt til at bevæge os ud i vores udviklingszone – og her kan føles ubehageligt og utrygt at være. Her kan vi mærke frygt, usikkerhed, tvivl og måske ubehag i vores krop. Vi kommer altså i kontakt med nogle svære ting, når vi skal være modige.
Accepter frygten
Husk, at frygt også “bare” er en følelse, og JA det ville føles ubehageligt at træde ud i det usikre og ukendte. Men prøv at minde dig selv om, at “følelser skal føles”. Så når du mærker frygten, så byd den velkommen som en kærlig reminder til dig om, at du er igang med at udvikle dig. Accepter at frygten indimellem banker på, og luk den bare ind og lad den være der – og så vil du også opdage, hvordan den pludselig er forsvundet igen.
For sådan er det med følelser: de kommer og går. Og når du står på den anden side, er jeg sikker på, at følelsen af glæde og stolthed over, at du turde skabe forandringen og handle i overensstemmelse med dig selv, vil være det hele værd.
At være nærværende med sig selv kræver mod. For når du er nærværende med dig selv og tør gå med ”det der føles sandt” så vælger du nogle ting til, og giver slip på nogle andre ting. Det kan f.eks. føles skræmmende at træde ud af et fællesskab for at gøre noget andet. At sig “nej” når du plejer at sige “ja”. At passe på dine egne grænser. Osv.
Så hvor modig er du?
Nu er det ved at være tid til, at du stiller dig selv nogle spørgsmål:
- Hvor modig er du i dit liv?
- Hvad ville det kræve af dig at træde ud i mere mod?
- Kan du se, hvor du går glip af noget, fordi du holder dit mod og dig tilbage?
Når du skal til at være modig, er det en god ide at finde de personer i dit liv, som er klar til at støtte dig på din modige rejse. Begynd at undersøge, hvem der hepper og støtter dig, når du skal til at gøre noget andet. Allier dig med dem og brug dem aktivt.
Og mind dig selv om, at dem som ikke støtter dig på din vej og hepper på dig, når du træder over i dit mod – ja det er måske egentligt okay, hvis de falder fra?
Og vid at jeg altid hepper på dig og står klar til at sende dig en virtuel pose med mod 🙂 You got this!
Har du lyst til at blive mere modig i dit liv? At begynde at lytte til det, du faktisk har lyst til, og ikke lade dig bremse af usikkerhed og tanker om, at det nok ikke lige er muligt for dig?
Så vil jeg først anbefale dig at tilmelde dig mine 3 genveje til at mindske usikkerhed. De 3 genveje får du for 0 kr. ved at tilmelde dig her.
Human Design kan også hjælpe dig på vejen til at tro mere på dig selv, turde handle på det du mærker inden i og hjælpe dig til at have tillid til dig selv. Du kan læse mere om Human Design her.